Det kan hænde, at der opstår uenighed med eksaminator om procedure, opgaver eller karaktergivning. I de tilfælde er det vigtigt, at du som censor opfører dig professionelt og gør alt for at få afklaret uenigheden på bedst mulig måde – tænk altid på elevens bedste i situationen. Husk også på at du repræsenterer CensorBestilling.dk og at skolen er vores kunde.
Uenighed om karakter med eksaminator
Hvis der i voteringen opstår uenighed med eksaminator om karaktergivningen er det helt klare regler i bekendtgørelsen som skal følges. Både eksaminator og censors karakter anføres på karakterlisten og eleven modtager en karakter som er gennemsnittet af eksaminators og censors karakter afrundet til censors karakter. Selvom der har været uenighed ved en karaktergivning, er det vigtigt at bibeholde en god stemning og afvikle resten af eksamen professionelt.
Indsigelse over en prøve / eksamen
Hvis du som censor har indsigelse i forhold til eksamen / prøven f.eks. i form af eksamensopgavens udformning, niveau eller lignende, skal CensorBestilling.dk kontaktes øjeblikkeligt og inden selve eksamensdagen. Såfremt du som censor har indsigelser på selve eksamensdagen f.eks. i forhold til eksamensafviklingen skal CensorBestilling.dk også kontaktes øjeblikkeligt inden der evt. tages stilling til om eksamen skal afbrydes, udsættes eller gennemføres. Såfremt det er forsvarligt i forhold til eleverne, henstiller vi som udgangspunkt til at eksamen gennemføres.
