Censors opgaver og roller

Hvervet som censor er ansvarsfuldt. Det er vigtigt at du som censor har styr på alle de formelle ting herunder regler, love og bekendtgørelser.

Men det gælder også de ting, der ikke er regler for, men som er vigtige alligevel som f.eks.:

  • Hvordan bedømmer man en konkret opgave?
  • Hvordan opfører man sig over for elev og eksaminator?
  • Hvordan formulerer man spørgsmålet til eleven, når man ønsker noget uddybet?
  • Hvordan tackler man uenighed med eksaminator?

At være en rutineret censor betyder ikke nødvendigvis, at man har svar på alt, der hører til opgaven. Dels har man jo at gøre med mennesker og med opgaver og situationer, som man ikke nødvendigvis har mødt før, dels kommer der løbende nye regler, som man skal sætte sig ind i, og som man skal afprøve i praksis.

Et godt eksempel på det sidstnævnte er 7-trins-skalaen, der trådte i kraft 1. august 2007. Den stiller andre krav til karaktergivningen end 13-skalaen og andre karakterskalaer, som bedømmerne ved erhvervsuddannelserne har været fortrolige med i mange år. Et andet eksempel er det nye regelsæt, der er fulgt med Bekendtgørelse om prøver og eksamen i de erhvervsrettede uddannelser.

Som censor skal du kende de regler, der gælder for netop den prøve, du medvirker ved. Når det handler om prøver i erhvervsuddannelserne, kan de relevante regler være fastlagt i op til flere regelsæt fra undervisningsministeriet i form af bekendtgørelser, af faglige udvalg og af skolerne. Reglerne fremgår af bekendtgørelsen for den enkelte erhvervsuddannelse, som prøven vedrører. Generelt gælder ”Bekendtgørelse om prøver og eksamen i de erhvervsrettede uddannelser” og ”Bekendtgørelsen om karakterskala og anden bedømmelse”. Disse bekendtgørelser finder på vores hjemmeside eller via links i denne håndbog.

Desuden skal du som censor orientere sig i skolens lokale undervisningsplan og eksamensreglement.

Som censor er du medspiller med eksaminator om eksaminationen og bedømmelsen. Eksaminator kender eleven fra undervisningen, mens du som censor kommer “udefra”. Din opgave er at medvirke til at sikre, at eksamen gennemføres efter gældende regler, og at eleverne får en retfærdig og ensartet behandling og en pålidelig bedømmelse, mens eksaminator er den, der leder eksaminationen.